Jonas Damm

Vi havde fået arrangeret en field trip med vores elever til Nyakahanga Hospital.

Vi tog afsted i fredag kl. 9, og var på hospitalet ved en 9.30 tiden. Kl. 10 som aftalt dukkede deres system tekniker op. Mr. Vivian Irombs, som skulle vise os rundt. Hver afdeling vi besøgte var den afdelingsansvarlige der selv, til at forklare hvad de havde af udstyr
og hvordan de fungerede. Vi besøgte deres destillations afdeling først. Hospitalet laver selv deres forskellige fluids som de bruger til drop. Og sælger dem også til andre hospitaler da det ikke er alle hospitaler der har denne mulighed.
Her gik turen videre til deres x-ray afdeling, hvor de forklarede processen i at tage billedet, hvordan man skulle beskytte sig selv og patienten mod de farlige stråler og fremkaldelsen af billederne som de havde et mørkerum til.
Vi fik herefter vist deres parabol hvor de modtager deres internetsignal fra Dar, og hvordan dette blev ført ud til hele hospitalet
gennem en router og en switch. Han tog os med til sit kontor hvor vi fik vist det forskellige udstyr til at teste kabler osv. Samt computerlokalet hvor de hver dag har undervisning i at blive bedre til at arbejde med en computer. Her blev Jonas sat i arbejde med at vise hvordan man kunne udskifte en harddisk. Herefter blev vi joinet af deres elektronik tekniker som tog os med
til deres vaske afdeling, og han åbnede en vaskemaskine så eleverne kunne se de forskellige kredsløb.
Vi så også deres radiocalls, som dog ikke er i brug mere, men erstattet af telefoner. Vi undrede os selvfølgelig over hvordan de så
kunne komme i kontakt med deres ambulancer, men fik fortalt at de faktisk ikke havde ambulancer som de sendte ud. Men modtog dem
selvfølgelig. Dette foregik ved at de lyttede efter sirenerne og på den måde vidste at der var en på vej.
Det var meningen at vi skulle have set en ultralyds maskine, men denne var på udflugt i en anden landsby.
Turen sluttede af på neonatalafdelingen hvor vi fik forklaret hvordan deres kuvøse fungerede. Klokken var på dette tidspunkt 13.15 ca.

Det meste af turen foregik på swahili, da de bedst kan forklare sig på swahili. Mr. Vivian var dog helt udemærket til engelsk og forklarede
en del af det der blev sagt til Jonas og jeg. Det virkede dog som at eleverne fik en hel del ud af det. De lyttede intens, tog notater og stillede intelligente spørgsmål. Jonas og jeg havde forberedt dem om torsdagen, ved netop at komme på spørgsmål sammen med dem og snakke om hvordan vi forventede de skulle opføre sig.

Da jeg husker at vi snakkede om praktik steder til eleverne, udnyttede vi selvfølgelig muligheden til at spørge Mr. Vivian om at hvis en
eller to af eleverne var interesseret om det så var en mulighed at komme i praktik der. Det virkede han ret positivt stemt overfor, og
sagde at der selvfølgelig bare skulle en officiel anmodning i gennem de rette kanaler til.

Da det jo var eleverne der fik mest ud af besøget (og også dem der skulle lære mest) har vi planlagt at de mandag skriver en fuld rapport
over besøget. På den måde kan vi dokumentere hvor meget de har fået ud af det, og forhåbentlig inspirere til at ture som dennne bliver gentaget.

Halløj alle sammen! Det er ved at være et stykke tid siden nu, og nøj der har været mange oplevelser siden sidst!

Sidst vi skrev, var det onsdag d. 2 og dagen var præget af at frihedsflammen var i Karagwe. Torsdag bød på undervisning som normalt, ligeledes fredag med den undtagelse at vi jo sku på Diana Annex om aftenen… Fredag = Safari (Jonas’ og min ynglings øl). Omary tager normalt med os på Diana Annex, mest for at have  det sjovt sammen med os, men også for at passe på os og følge os hjem. Men denne fredag havde han det ikke helt godt, snot og alt det der. Men troligt fulgte han os derop, spiste lidt mad sammen med os og en lille time senere dukkede en af hans venner op. Han havde arrangeret med vennen at han ville
blive sammen med os til lukketid og så følge os hjem. Omary havde nu ro nok i sindet til at forlade os, dog ikke uden at gentage en del gange at vi ikke skulle tøve med at ringe hvis vi kom i problemer. Hans kammerat hedder Thedius, og er lærer på en secondary school tæt på Kayanga. En fin fyr, som var meget begejstret for at møde mig og Jonas, hvilket han fortalte at han havde spurgt
Omary en del gange om han ikke måtte (altså møde os). Det skulle kort tid efter vise sig hvorfor han så gerne ville møde os (mig), han elsker mig nemlig….. Han startede med at være meget snedig omkring det, ved først at fortælle mig hvordan ”jeg elsker dig” siges på swahili. Og derefter fortælle mig det. Jeg havde selvfølgelig glemt det, og han slog derefter over i engelsk med et ”I love you”, hvorefter jeg med en meget overbærende stemme fortalte ham at det kunne han da umuligt da hen slet ikke kendte mig. Men jo jo for han havde set mig en gang før. Nå men bevares da, godt ord igen. Her begyndte min grand plan for at skræmme ham væk. Jeg startede med at fortælle ham at jeg altså havde en forfærdelig personlighed når man først lærte mig at kende (jaja det ved vi jo alle sammen er en BIG FAT LIE), hvilket han selvfølgelig også gennemskuede ret hurtigt :) Next step: Jeg prøvede med en ”jeg vil altså ikke have børn”. Men det var også helt ok, for som han sagde så kunne vi jo bare more os… hmmmm.. Okay dette step back
firede så.. Men så var det han fortalte at han allerede havde 3 børn, og hurra her var min way out. Det lykkedes mig at skræmme ham væk ved at fortælle ham at jeg altså ikke var interesseret i en fyr der allerede havde børn. Aftenen for Jonas bød på de sædvanlige ”play with me?” fra diverse fyre samt et par giftemål.

Lørdag og søndag var ret uneventful, det regnede og vi havde ikke lagt de store planer, så vi hang mest bare ud og forberedte os til
undervisningen mandag. Udover selvfølgelig vores sædvanlige besøg af mælkedrengen…

Mandag d.
7/11 – I see dead people, eller bare en enkelt.

I løbet af formiddagen kom Mr. Paschal forbi vores klasselokale og fortalte at hans tante dødede om søndagen og han derfor skulle til hans landsby da begravelsen skulle foregå samme dag. Vi tilbød selvfølgelig vores kondolencer og tænkte ikke mere over det. Kort tid efter kom Omary dog forbi og spurgte om hvorvidt vi ikke var interesseret i at tage med til begravelsen, hvis han sørgede for transport. Da alle de andre lærer også skulle deltage, og da det var en god måde for os at vise vores respekt samt få en speciel plevelse ud af det, sprang vi selvfølgelig til. Da vi ankom til huset hvor tanten havde boet, var der mennesker over det hele ude foran huset. Der var hejst en presenning og strøet græs hvor menneskerne sad og fik en bid mad. I første omgang tænkte vi
ikke over at det kun var mænd der sad derude. Men da vi blev ført igennem huset, lagde vi mærke til at alle kvinderne sad derinde. Baggården var også fyldt med kvinder som lavede mad og sang klage sange. Vi blev ført hen til et lille hus, hvor den døde lå. Her fortalte Omary os at det var tradition at man gik ind forbi den døde, for at vise den sidste respekt. Så ind vi gik (jeg var
en lille smule nervøs da jeg aldrig har set en død person før) men det var meget fredligt, da hun var pakket helt ind så man kun kunne se øjnene, som selvfølgelig var lukket. Ud foran huset igen, hvor Omary fortalte os om de traditioner forbundet med en begravelse. Der er en 4 dages sørge periode hvor alle familiemedlemmer sover i og ved huset. Mændene udenfor og kvinderne
indenfor. Første nat bliver der tændt et bål udenfor som så skal brænde hele natten. Vi ventede nu kun på at Mr. Paschals bror, som er præst, skulle dukke op så selve begravelsen kunne begynde. Der gik ikke lang tid før han kom, og efter han havde hilst og vist sin respekt, blev der annonceret at kisten nu ville blive båret til begravelsespladsen af hendes sønner og nevøer. I en lang
karavane efter kisten gik vi hen til et lidt mindre hus tæt på, hvor et hul var gravet, og ceremonien kunne begynde. Da alt var på swahili forstod vi som sædvaneligt ikke noget – dog var det utroligt (efter min mening) smukke sange der blev sunget. 2,5 time senere var hun puttet i jorden og der blev nu budt på ”local beer”. Da lokal øl mest ligner noget fra lompopo floden, valgte Jonas og
jeg at holde os til cola og en enkelt Kilimanjaro. Klokken var nu 19.30 og turen gik for Jonas’ og mit vedkommende tilbage til Kayanga.

Onsdag havde Jonas og jeg inviteret klassen og Omary på snobrød foran vores hus. Omary havde tidligere fortalt at han havde haft besøg af et par danske venner for et par år siden som havde introduceret ham for dette fænomen. Og da han var meget begejstret for snobrødet besluttede vi os for at vi ville arrangere sådan en aften. Kl. 17.30 dukkede de alle op, og vi fik sat dem i sving med at hugge brænde, finde pinde til snobrødet og vupti så havde vi et bål. Jeg havde lavet dejen og efter en kort introduktion af hvordan man bedst vikler den om pinden, gik eleverne i krig. Jøsses det var skægt, vi morede os alle sammen gevaldigt, da de ligesom alle andre selvfølgelig var totalt utålmodige når det kommer til snobrød. Så det endte som altid, lettere brændte brød der ikke var helt færdige i midten. Jonas forklarede dem, at man tog dem af pinden og så ellers hældte marmelade, chillisovs eller ketchup i. De valgte dog at brække brødet i stykker og så ellers overhælde det med: marmelade, ketchup, smør, sukker samt chillisovs på en gang….. Ja ja hvorfor ikke. De syntes alle sammen at det smagte fantastisk. Da jeg går glip af julen i år, bestemte Jonas og jeg os for
at vi også ville lave æbleskiver som også var en stor succes. I det hele taget var aftenen en stor succes, vi hyggede os og jeg lavede show and tell med billeder af min familie. De kunne på ingen kende forskel på mig og min søster. Hver gang vi kom til et billede af Christel, spurgte de om det var mig! Til jer der har mødt min søster, så ja man kan da godt se at vi er i familie og vi minder også meget om hinanden i mimik. Men de kunne slet ikke skelne imellem os. Så det beviser jo bare at ligesom at hvide har svært ved at se forskel på sorte så har sorte svært ved at se forskel på hvide… hehe.. skægt.

Fredag
(11/11 – 2011) var årsdagen for 50 års frihed i Tanzania. Så der var fest i Kayanga. Markedet var flyttet op på fodboldbanen hvor en scene var sat op og der var taler, sang og dans. Så efter endt undervisning gik vi med eleverne og Omary derop for at deltage i festlighederne. Jonas var i humør til kød og vi valgte derfor at spise ude inden turen gik til Diana Annex. Dog var hverken Jonas eller jeg i humør til det helt store, og da Jonas oveni hatten havde fået hovedpine valgte vi at slutte aftenen tidligt.

Lørdag d. 12 – Safari yay safari.

Vi havde fået arrangeret med Mr. Paschal som har en god ven (Mr. Marchel), der er game reserve guide at vi skulle køre til Burigi Game Reserve som ligger ca. 2,5 times kørsel fra Kayanga. Jonas og jeg havde i lang tid glædet os til muligheden for at se giraffer, elefanter, flodheste og mange andre dyr. Så op af sengen vi sprang lørdag morgen kl. 8 og mødtes med Mr. Paschal og Omary kl.
9.30. Her gik turen så først forbi diverse steder for at købe vand, lidt mad samt cooking bananer, kartofler og ris til skovfolket. Da det er vigtigt at man har en riffel med sig på safari, blev vi lidt forsinket i afgangen da vi var nødt til at vente på en mand der havde kuglerne (hedder det det når det er til en riffel?) til Mr. Marchels riffel. Mr. Marchel er en rigtig skov mand, klædt helt i grønt med hat og sin riffel (nu med kugler) over skulderen kom han anstigende og turen kunne nu gå til Burigi. Efter ca. 2,5 time (og veje der var ved at få mig til at tisse i bukserne da jeg var sikker på at vi ikke ville klare det – det gik meget stejlt ned af bjerge på ikke så sikre veje) var vi officielt i Burigi. Som vi kørte så vi aber og antiloper og til vores store glæde en stor flok giraffer. Turen gik lidt videre og vi stødte på endnu en stor flok giraffer. Efter billederne var taget og vi havde fået kigget nok gik turen videre mod elefanterne. Eller nej. Bilen rykkede sig ikke. Alle mand ud af bilen og vurdere situationen. Hmmmm mudderhul. Ingen panik, klokken var ca. 15 og i Tanzania bliver det mørkt omkring kl. 18.30 og klokken 19 er der bælgmørkt. Det gav jo os en del tid at komme ud af hullet. Mr. Paschal og Omary gik hurtigt i krig med mission ’få landcruiser ud af mudderhul’. Men som timerne sneg sig forbi og Mr. Paschal og Omary blev mere og mere mudret og bilen stadig stod samme sted kunne vi godt se på det hele at natten skulle tilbringes i bilen…… Skumring kom og uden advarsel affyrede Mr. Marchel et skud. Jonas og jeg fløj en halv meter op i luften, og kiggede skræmt omkring os da vi var sikre på at der var en løve i fuld fart mod os. Heldigvis ikke, det var bare for at skræmme potentielle rovdyr væk. Men som Mr. Marchel fortalte så skulle vi ikke være nervøse, da det sikreste sted at være, var hvor girafferne bor, da der typisk ikke er andre dyr. Jamen okay så. Mørket kom og vi byggede et bål for at holde dyrene på afstand. En ting må man sige, for satan en smuk stjernehimmel der er midt ude på savannen hvor intet lys er til at forstyrre.
Kl. 21 gik vi ”til køjs”. 4 mand og 1 kvinde i en landcruiser hvor 3 har sure tæer, en snorker og myggene er ubarmhjertige er ikke lig med meget søvn til Jonas og jeg. Vi fik sammenlagt en time. Så da solen endelig var på vej ved en 6 tiden, væltede vi alle ud af bilen. Omary og Mr. Paschal gav missionen endnu et par forsøg, men opgav en lille times tid senere hvorefter Mr. Marchel og
Omary begav sig til den nærmeste fisker landsby for at hente mere manpower. Jonas og jeg udnyttede tiden med at tage en lille lur, og ca. 2 timer efter var de tilbage med 6 mænd. De gik hurtigt i krig, og vupti ca. 2 timer senere var vi fri. JAAAAAAAAAA… Mr. Marchel ville meget gerne forsætte safarien, Jonas også meget gerne, da det var hans eneste mulighed for at komme på safari. Jeg
har derimod en tur til Serengeti planlagt i december så jeg var derfor ikke helt begejstret for tanken om at vi kunne risikere at sidde fast igen. Især fordi at vi ikke havde andet mad en rå kartofler og ris (fiskerne havde fået bananerne). Det var dog Mr. Paschal som skulle blive den afgørende stemme da han var meget træt og derfor meget gerne vende om og tage hjem til Kayanga.
Sandsynligheden for at vi ville sidde fast igen var nemlig ret stor da det næste lange stykke vej var meget mudret. Så turen gik hjem igen og med et par gazeller som afsked var vi igen ude af Burigi. Ikke helt den safari vi havde forventet og håbet på, men nøj en oplevelse. Dog lider vi stadig under myggestiggene, suk…

Tilmudret og søvnige ankom vi til KDVTC kl. 15 ca., halleluja men suk, søndagen skulle ikke slutte her.  Så efter jeg havde fået vasket mine fødder og vi havde fået skiftet tøj og spist et måltid mad tog vi forbi radioen som havde problemer med en af deres On Air computere. Og da de skulle have besøg af nogen vigtige personer mandag har vi nødt til at kigge på det med det samme. Så da vi endelig lagde os i vores senge søndag aften havde vi ingen problemer med at falde i søvn.

Dog ikke 2 helt friske helte der mødte op mandag. Da det ikke var lykkedes os at fixe computeren søndag tog vi eleverne med op på radioen, da det var en oplagt mulighed for dem at observere og lære processen i at fixe en computer der har software fejl.

Så tror jeg heller ikke jeg kan komme på mere for denne gang.

Så er vi tilbage igen med en lille opdatering, omkring hvad der er sket den foregående uge.

Efter en virkelig skøn tur til Bukoba og en søndag aften hvor vi bare dovnede da vi var godt kvæstede startede en ny uge. Fredag var dagen hvor de 2. års studerende skulle graduere så ugen var præget en del af det. Onsdag lagde både Jonas og jeg mærke til at en ko var dukket op på skolens grund hvor den stod sødt og græssede. Vi begyndte straks at spekulere på om koen mon var en del af menuen til ”the graduation party”. Da vi nåede til fredag, var hele skolen fejet og pusset, stenene var malet hvide og banan palmerne var blevet pyntet med blomster. Vores første mission var naturligvis om vi kunne finde koen nogen steder, men nope den var ikke til at finde.. hmmm.. Vi havde fået af vide at festlighederne startede kl. 10 (yea right), æres gæsten, en ansat fra deres myndighed, dukkede først op kl. 12 ca. Men så startede festlighederne os. Det var tydligt for os at se og mærke at dette var en graduation party for et højere niveau, her var sang og dans naturligvis men også diverse sketches (som vi selvfølgelig ikke forstod en brie af). Jonas og jeg var igen blevet placeret på scenen – fordel: det bedste udsyn – ulempe: man kunne ikke nappe sig igennem de lange taler på swahili. Efter en 4 timers ceremoni, hvor beviser blev delt ud, de bedste elever æret med gaver i form af symaskiner og værktøj, var det frokost tid. Jahuuu.. og jeps der var ko på menuen. Og kære ko, vi takker dig for dit offer, for nøj du smagte godt. Efter lidt trissen rundt omkring, snakken med forskellige lærere, elever og forældre og en masse poseing for pictures (vi overvejede at tage penge for det da vi konstant blev stoppet af forskellige elever som meget gerne ville have taget et billede sammen med os). Var det nu tid til at åbne elevernes disko. Det forgik ved at alle lærerne (Jonas og jeg inkl.), dansede i en boogie agtig kæde rundt om danse gulvet med Mr. Paschal forrest. Til elevernes store morskab. Lærerne holdte til i en separat bygning hvor der naturligvis var masser af øl og høj musik. Jonas og jeg var en smule splittet med hensyn til hvor vi skulle opholde os (musikken var bedre hos eleverne, men der var jo øl hos lærerne), øllen vandt og vi tilbragte derfor det meste af aftenen sammen med resten af staben. Dog var vi et par gange nede og smugkigge hos eleverne. Den ene gang på vores vej tilbage (som gik forbi porten og vagterne) stod to af vores vagter og sparkede og slog med kæppe på en gut der sad på jorden. Vi blev naturligvis chokeret og tænkte WHAT.. Vi fik dog af vide at det var en tyv der havde hoppet hegnet, og det er åbenbart måden man klarer det hernede på. Man binder hans hænder på ryggen, tager hans sko og slår lidt på ham til politiet kommer.. jamen ok så.. Desværre havde jeg gennem hele dagen fået opbygget mig en solid hovedpine, så da natmaden var blevet serveret og fortæret valgte Jonas og jeg at takke for en skøn dag/aften og gå til køjs.

Lørdag åhhh lørdag, på trods af at vores maver ikke var særlig gode venner med os og vi derfor ikke skulle opholde os alt for langt fra et toilet (vi mistænker natmaden som skulle spises med fingrene) formåede vi dog alligevel at være en del produktive. Vi tog en kort tur til Muruchaka (er sikker på det ikke staves sådan, men aner heller ikke den korrekte måde), som er en by ca. 10 min kørsel fra Kayanga som også går under navnet business center eller Arab town. Her er en del flere forretninger og et lidt større udvalg på det lokale marked, efter en tur rundt gik turen tilbage til Kayanga. Jonas var hårdest ramt og han smuttede derfor tilbage til vores hus og slappede mens jeg fik mig en is.

Søndag var til dags dato den mest kedelige dag. Da vi stod op var det ingen strøm. SUK. Nå men noget at spise skulle vi jo have, så det blev til en tallerken ananas og bananer. Solen skinnede i det mindste så vi besluttede os for at gå til byen og få en cola. Jeg havde os fået syet mig en nederdel som skulle hentes og det der med 2 fluer med et smæk. Frugt mætter aldrig særlig lang tid af gangen, så vi lokkede Omary til at tages os et nyt sted hen til noget frokost. Vores eneste krav, det måtte ikke tage for lang tid at tilberede. Vi endte på Roider Annex Cafe, bestilte kylling og pilau, og voila 5 min efter stod et herlig måltid foran os. Der var kylling med en lækker tomat/grøntsags sovs, stuvet spinat, salat og pilau (ris kogt med krydderier). På vej tilbage til huset krydsede vi fingre for at strømmen var tilbage, men snydt igen. Så da vores computere var tømt for strøm kastede vi os over et spil 500 (og lad os undlade at snakke om hvem der vandt). Og på en eller anden måde fik vi timerne til at gå og det var tid til aftensmad. Så turen gik igen til byen og et besøg hos Karibu American Chips senere var vi tilbage i vores hus der nu lå i total mørke. Jeg skulle lige til at stampe mine ben arrigt i gulvet som den 4-årige pige jeg var på det tidspunkt, da strømmen kom tilbage. And how sweet is was. Vi tog os en lille sejrs dans rundt i stuen for at fejre det.

Mandag kom og gik med undervisning, en tur forbi radioen da vi havde lovet at kigge på en computer der ikke fungerede, indkøb, tøjvask, madlavning, serier, søvn og det var tirsdag. Vi havde aftalt at mødes med Mr. Paschal kl. 9 hvorefter turen gik til hospitalet. Vi håber at få lavet en udflugt med vores elever til hospitalet så de kan se det forskellige udstyr man benytter sig af på et hospital. Og derfor kørte vi dertil i håb om at kunne mødes med hospitalsadministratoren. Det lykkedes os og han virkede positivt stemt overfor det, så længe vi kunne gøre det officielt ved at skrive et brev til ham med vores intentioner og ønsker. Vi havde under vores tur til Bukoba snakkede en del om at man spiser meget grise kød i DK, og Mr. Paschal inviterede og derfor på frokost der bestod af gris. Og yummi yummi in my tummy, det ku vi lide.

I dag, onsdag har vi ikke haft timer (og derfor tid til at opdatere rejsebeskrivelse), da ”The Freedom Torch of Tanzania” var kommet til Karagwe distriktet og Kayanga. En fakkel der bliver transporteret igennem hele TZ for at fejre 50 års frihed. Så det var vi lige være oppe og lure på.

Det var alt for denne gang!

See ya

Lørdag morgen kl. 8.00 blev vi hentet af Mr. Pascal og Omary som skulle med os til Bukoba. Første halvdel af turen forgik på African Roads, og Mr. Pascal tog den med ro så vil havde mulighed for at følge med i det hele. Ca. halvejs kommer man til Kyaka hvor man kan køre til henholdsvis Bukoba og grænsen mellem Uganda og Tanzania. Vi holdt et kort pit-stop her inden turen gik videre, og Mr. Pascal og Omary underholdte med at fortælle om bl.a. en ruin af en kirke som er blevet bevaret som et minde om krigen mellem Uganda og Tanzania i ’78 – ’79. Vejen herfra til Bukoba er asfalteret og derfor en hel del mere behagelig og farten blev sat op. Kl. ca. 11 ankom vi i Bukoba, og efter en kort køretur rundt i byen kørte vi til bredden af Viktoria søen og vores hotel ”Spice Beach Hotel”. Hotellet lå på en lille sand strand, hvilket både Jonas og jeg var positivt overrasket over, da vi slet ikk havde forestillet os at der var sandstrande. Vi parkerede Mr. Pascal ved et bord i solen, bestilte et par kolde cola’er og dyppede fødderne i Viktoria søen. Til vores store ærgrelse havde vi ikke tænkt på at tage vores badetøj med og vi måtte derfor nøjes med at få fødderne våde. For at sikre sig at vi var tilfredse med hotellet fik vi vist værelserne, og da vi spottede at der var en bruser (score), var vi solgt på stedet! Ej hotellet var skønt, og til en rimelig penge, 72.000 Tshs for 4 værelser for en nat (ca. 252 DKKR). Da vi havde fået betalt for værelserne og sat vores bagage af, kørte Mr. Pascal os til et hotel som lå længere oppe med udsigt over Bukoba. Herefter gik turen videre til en ”club” også ved bredden af Viktoria søen, hvor vi skulle have frokost. Jonas og jeg valgte selvfølgelig fisk. Og mums, det fortrød vi ikke. En lækker frisk lys fisk fra Viktoria søen, med masser af kød på benene og krydret med lækre krydderier og grøntsager. Igen mums! Mr. Pascal havde et par ting han skulle ordne og satte derfor Jonas, Omary og jeg af i centrum, hvor vi gik på jagt efter en fodbold jersey til Jonas (han samler på landsholds trøjer fra de lande rundt om i verden han besøger). Og jeg legede fotograf, til manges store glæde, da de meget gerne ville have at jeg tog billeder af dem. Og ellers sugede jeg bare alle indtrykkene til mig. Bukoba er meget forskellig fra Kayanga, husene er bygget i en ”colonial style” og man kan med det samme fornemme at det er en større by på trods af at den som Kayanga har status som en town! Jonas og jeg savner søde sager i STOR stil (okay okay, jeg savner det nok liiiidt mere end Jonas), så da vi kom forbi et ”supermarked” gik vi lidt amok! 30 min og 3 forskellige pakker chokoladekiks, en bounty, forskellige plader chokolade, en kit kat wannabe, Heinz tomat ketchup og en pakke digestive senere var vi klar til at forlade supermarkedet igen! På det lokale markedet kom vi forbi en kvinde der sad og bagte nogen æbleligende kager som duftede himmelsk. Omary fortalte os at det var Kitumbua, kager lavet på ris dej. Vi måtte nødvendigvis smage, yummi! Jeg var meget trist over at jeg kun havde købt en til hver, og de blev da også det helt store samtale emne senere på aftenen da jeg havde fået mig et par safari’er! Eftermiddagen blev nydt i solen på stranden ved vores hotel, og det var også her vi fik aftensmad. Jonas og jeg opdagede hurtigt at det var muligt at få noget andet end kylling, kartoffel omelet og cooking bananas og udnyttede det til det fuldeste! Vi fik en herlig omgang chicken curry med ris, som smagte helt fantastisk! I det hele taget var al maden på denne tur skøn skøn! Efter maden gik turen videre til Lina’s, som er en natklub/disko. Da vi ankom var vi mere eller mindre de eneste, da de fleste vælger at gå på bar først og derfor først ankommer når de lukker ved en 23 tiden. Mr. Pascal tog sig en power nap ved boret, imens vi andre diskuterede religion…. Geez, what a party subject!

Jonas her…

Jeg (Louise) vil selvfølgelig gerne indskyde et par ting, så bossy som jeg er. Så når i falder over tekst skrevet med rødt, så er det bare mig der blander mig!

Da vi havde siddet ved bordet en 45 minutters tid og diskuteret frem og tilbage, var der pludseligt fyldt med mennesker omkring os. Især indenfor, hvor al musikken var og derfor naturligvis også al dansen. Nu var den lidt halv kedelige amerikanske rap musik skiftet ud med afrikanske rytmer, hvilket lod til at være til alles glæde. Vi fik alle 4 danset en hel del i løbet af aftenen/natten. Især Mr. Pascal, som var vågnet op fra hans power nap, gav den gas på dansegulvet! Det er første gang vi har været med ham ude og danse og vi var begge overrasket over at han var så ivrig en danser! Selvom mine dansetrin ikke er synderligt imponerende (læs: jeg er elendig til at danse), var der alligevel en afrikansk tøs, som på besynderlig vis var meget imponeret. Om det skyldes dansen eller det faktum at jeg var hvid vides ikke. Om ikke andet klistrede hun sig op til mig hele aftenen ligegyldigt hvor jeg gik hen. Louise hyggede sig selvfølgelig gevaldigt over dette (Thanks alot…), selvom jeg syntes den afrikanske tøs blev mere og mere påtrængende. Louise prøvede endda at redde mig ved at hive mig væk fra hende, men lige lidt hjalp det. Ved en 2 tiden proklamerede jeg (louise) at det var tid til natmad, da jeg var skide sulten. Dette vakte stor glæde hos især Mr. Pascal. Det tog selvfølgelig en times tid, da jeg havde bestilt kylling! Men det var ventetiden værd. Dog var jeg ved at kløjes i min kylling og kartoffel omelet, da jeg kommer til at kigge over på Jonas som stadig havde en afrikaner tøs klistret til hoften og som nu sad og fodrede ham med mad og øl! HAHAHHAHAH….
Ved en halv fire tiden og mange danse og Safari’s (og herlig natmad) senere gik turen tilbage mod vores hotel (Spice Beach Hotel), for at få lidt velfortjent søvn.

Efter al for få timers søvn, blev vi nødt til at stå op for at tjekke ud af værelserne. Til vores store glæde var der, som fortalt tidligere, brusebad på vores værelser. Dette måtte jo udnyttes. Jonas havde meget optimistisk troet at der var varmt vand, jeg selv var en del mere realistisk, og var derfor godt klar over at det ville blive en kold fornøjelse. Men et brusebad var det dog!  Dagen forinden var vi stået op kl 7. om morgenen og da vi først kom i seng ved 4-tiden om natten, sammen med de øl vi fik indenbords aftenen forinden, gjorde vi var en smule slukøret, da vi sad om morgenbordet kl 10. Dog var det ikke gået op for mig at morgenmaden var inkluderet i værelsernes pris, så jeg var helt imponeret da de kom og serverede morgenmad for os, selvom det ikke var den mest avancerede morgenmad. Den bestod af en skive tørt brød, en omelet og et par skiver frisk annanas og papaya. Ganske fin efter min mening. Efter vi havde siddet og sundet os lidt, kørte vi op for at se havnen i Bukoba, da Louise og Omary snakkede om at tage færgen derfra til Mwanza efter jeg er rejst hjem til Danmark (Omary har tilbudt mig at følge mig til Mwanza når tid er, hvilket jeg har takket ja til. Og da busturen tager ca. 8 timer, sys jeg at færgen lød en del mere appellerende). Det blev også til et lille smut forbi lufthavnen, som ikke bestod af andet end 3 små bygninger, et par ventestole i skyggen og en lille start- og landingsbane af jord.

Frokosten blev tilbragt samme sted, som dagen forinden, dog valgte vi noget ko kød denne gang i stedet for fisk. Ganske lækkert. Efter endt frokost gik turen igen tilbage mod Kayanga ad små bulede jordveje.

Hej igen

Vi har fået en opfordring på at fortælle lidt mere om vores undervisning, mere specifikt hvad vi underviser i og hvordan det går. Så det vil jeg prøve!

Torsdag den 29. september var vores første rigtige undervisningstime. Vi brugte torsdagen og fredagen på at repetere hvad Rasmus havde lært dem under hans ophold. Vi fandt hurtigt ud af at det havde de helt styr på. Så vi besluttede os for at starte mandagen med at lave et forstærkerkredsløb. Vi gennemgik den nødvendige teori, bl.a. hvordan man regner med frekvenser og omregner til dB samt hvordan udregner værdierne de forskellige komponenter skal have for at få den ønskede forstærkning. De er ret skarpe til at udregne og vi kunne derfor bevæge os hurtigt videre til lodningen af selve kredsløbet. Vi havde sammen med Omary delt dem op i 2 grupper, så de var fordelt ligeligt med deres forskellige styrker og svagheder. Da kredsløbet var færdigt, gennemgik vi hvordan man med hjælp af en funktionsgenerator og et oscilloskop kunne måle og derved se om man får den ønskede forstærkning. Vi gennemgik selvfølgelig også hvordan man indstiller og aflæser instrumenterne korrekt. Da alle nødvendige målinger var fortaget og noteret, valgte vi at bevæge os over til IT. Dette gjorde vi til dels da internetforbindelsen var på vej og vi derfor gerne ville havde dækket de mere basale ting inden vi gik i gang med internet undervisningen. Men også da eleverne havde udtrykt et ønske om at lære mere om dette. Så vi startede op mandag d. 10 efter pausen med at snakke hardware. Vi valgte at skille vores stationære computer, som vi har haft med os fra KEA af, ad så de kunne se de forskellige komponenter vi snakkede om. For at sikre os at de havde forstået mest muligt satte vi dem til at samle den igen, hvilket de klarede mere eller mindre uden fejl. (RAM’ene var monteret i de forkerte slots). Onsdag d. 12 brugte vi dagen på at trække et internetkabel fra kontoret til vores klasselokale så vi kunne sætte forbindelsen op. Fra hardwaren bevægede vi os over i software, hvor vi snakkede om BIOS, drivers, OS, file-extensions og diverse. For at give et klarere billede af hvordan en computer arbejder, valgte vi også at snakke binær og gennemgik hvordan man kan omregne frem og tilbage mellem de forskellige talsystemer. For at bakke snakken om OS op, valgte vi at give dem en introduktion af Windows XP, som er det styresystem de har på deres PC. Mandag d. 17 brugte vi morgenen sammen med eleverne oppe på radioen. Dette gjorde vi da et kabel fra transmitteren til antennen var gået løs og radioen derfor ikke kunne broadcaste. Og det var en oplagt mulighed for vores elever at observere hvordan man fejlsøger og fixer sådan et problem. Vi udnyttede samtidig muligheden for at snakke coax-kabler og antenner mere generelt. Da vi nu havde en internet forbindelse valgte vi at bruge mandag eftermiddag på at tage dem igennem hvordan man opretter en e-mail konto, og hvordan man bruger sådan en. De fik til opgave at sende os en mail hvor de fortalte kort om dem selv. Tirsdag d. 18 snakkede vi om hvor man bedst muligt dokumenterer sit arbejde, da dette spiller en stor rolle i arbejdslivet. Så vi gennemgik de forskellige guidelines og Do & Don’ts. Samtidig med dette satte vi dem ind i hvordan man opretter en template i Word. For at sætte denne viden i brug, gav vi dem til opgave at lave en rapport over hardwaren i en computer. På denne måde kan vi sikre os at de rent faktisk har forstået hvad vi har lært dem omkring dette, men også at de er i stand til at videregive denne information.

Eleverne er meget læreivrige og lærenemme. De er selvfølgelige ikke vant til at bruge en computer så det er faktisk her, de største udfordringer har ligget, samtidigt med at internettet ikke er helt stabilt. Vi er vant til i DK at bruge computeren som et arbejdsredskab, og det falder os helt naturligt. Det er dette vi ønsker at opnå, at eleverne lærer at søge efter informationer og dokumentere på computeren. Da det kan være lidt svært for os at vide præcis hvad vi kan lære dem, som de kan drage mest nytte af, har vi planer om at vi vil få eleverne til at skrive en ”ønskeliste”. Denne ønskeliste skal indeholde emner som de gerne vil lære mere om, og så vil Jonas og jeg bestræbe os på at opfylde dette.

I’m back

Hverdagene er nu blevet rutine, vi står op kl. 7.30 ca., drikker en kop kaffe og gør os ellers klar til at møde op i klasselokalet kl. 8.30. Det er lykkedes os at få hul igennem til internettet (tirsdag), og efter en introduktion af Windows XP, gik vi ellers i gang med at udforske the world wide web. Det var dog noget af en udfordring da net forbindelsen af uforklarlige årsager ikke er særlig stabil når vejret er dårligt, og vejret onsdag og torsdag bød på regnvejr! Torsdag, da timen var ovre forklarede vores elever os, at de altså fredag ville møde op i almindeligt tøj, og vi fik indtrykket af at det var fordi de skulle et eller andet bagefter. Men fint nok med os. Som sædvanligt skulle vi en tur på markedet da vi var løbet tør for forskellige ting og sager, bl.a. æg. Da vi kom hjem formår jeg, så klodset som jeg nu kan være, at tabe posen med æg hvilket resulterede i af et af dem gik i stykker. For første gang takkede jeg dog for min klodsethed, da ægget skulle vise sig at være råddent. Det stank som bare…. FØJ… Så vi stillede skraldespanden udenfor og tænkte ikke mere over det. Sengetid.. Jeg var næsten lige faldet i søvn (kl. var midnat ca.), da jeg bliver vækket af den klammeste lyd. Et eller andet dyr kunne lugte vores skrald og var nu i gang med at fortære æggene.. Det var helt umuligt for mig at falde i søvn igen da det simpelthen lød så ubehageligt. Jeg overvejede flere gange at gå ind og vække Jonas så jeg kunne whine til ham. Kl. 2.30 ca. vågende han dog helt af sig selv da han skulle tisse. Jeg sprang op af sengen til Jonas’ store overraskelse og fortalte ham ivrigt om de lyde han var gået glip af. Kort historie lang, så endte det med at vi stod i nattøj kl. ca. 3 om natten og fejede skrald op! Så da uret ringede fredag morgen havde jeg sovet i ca. 4 timer og var ikk en happy camper. Da vi mødte op var der låst til klasselokalet, til vores store overraskelse da Omary møder kl. 7.30 og derfor plejer at have låst op. Der var ingen andre lærere tilstede og selv Mr. Pascals kontor var låst… Hmmmm.. Men vores elever mødte troligt op. Vi prøvede at få ud af dem om det i virkeligheden var en fridag, men da de typisk svarer yes til alt var vi stadig ikk helt sikre. Så jeg ringede til Mr. Pascal og fandt ud af at det var en national helligdag, ups.. Så vi valgte at smide en film på Jonas’ computer til alles store glæde. Da jeg jo ikk havde sovet så forfærdelig meget valgte jeg at overlade eleverne til Jonas og gik omkuld på sofaen. Efter en god lur og en herlig aftensmad, kartoffelmos (noget skal vi jo bruge al vores mælk til) og tomatsovs, kom Omary og hentede os. Og herfra gik turen til Diana Annex, det var jo fredag! Efter et par øl sagde det SLAM og karma ramte mig. Jeg skulle vist ikke ha grint så meget af Jonas og alle hans mandelige beundre. For da jeg var ude og danse med Omary kommer en meget sensuel afrikansk kvinde op til mig, og begynder at danse MEGET tæt op af mig. Mens hun med sin meget sultry stemme fortæller mig at hun ”likes my playing”. Jeps her hedder det playing og ikke dancing. Og at hun meget gerne vil være min ven, alt imens hun gnider sig meget tæt op af mig og tager mig på brysterne.. Jeg var helt paf, og vidste på ingen måde hvordan jeg skulle reagere. Da jeg med panik i øjnene får øjenkontakt med Jonas sidder han selvfølgelig og slår sig på benene af grin. HMF! Jeg fik dog viklet mig ud af hendes arme og hænder der var over det hele, dog ikke uden at love at jeg ville danse med hende senere og flygtede hen til vores bord og i sikkerhed bag min øl. Jonas fik dog stadig det meste opmærksomhed, på et tidspunkt tager en herre ham i hænderne og ligger op til sensuel dans, og da Jonas begynder at flygte, løfter han ham op.. Jeg kunne ikke lade være med at tage min hævn ved at bare grine da det nu var Jonas’ tur til med panik i øjnene at bønfalde mig om at redde ham.. Men jeg forbarmede mig dog hurtigt og came to his rescue. For sørnsen det er sjovt at være på Diana Annex!

Lørdag bød på en smule tømmermænd, hvilket er virkelig nedtur at have i Kayanga da man på ingen måde har mulighed for at tilfredsstille sine cravings.. Med mindre man selvfølgelig craver tomater eller avokado eller bananer eller kål.. Lørdag var os dagen hvor mælkedrengen kom forbi, denne gang var vi dog forberedte, så det gik smooth. Men vi har nu 8 l. mælk i køleskabet, dobbelt suk.. Vi skulle selvfølgelig os en tur på markedet og handle stort ind, hvilket vi er blevet ret så seje til. Vi kan nu klare os selv i den forstand at vi nu ved hvor vi skal gå hen for at få de forskellige ting, vi kan spørge hvor meget det koster og kan sørme os forstå svaret! Dog er det ikk altid vi får vores byttepenge, vi har en mistanke om at det er fordi de ikk kan give tilbage, men aner det ikk da de typisk bryder ud i en længere svada på swahili! Så Jonas og jeg kigger på hinanden, trækker på skulderen og bliver enige med hinanden om at vi nok godt kan undvære de 35 ører det drejer sig om. Om aftenen besluttede vi os for at det var på tide med noget kød, så vi begav os til Diana Annex og formåede helt selv at bestille ko kød, chips og cola. Jeps det måtte vi nødvendigvis lige high-five på.. Dog skulle det vise sig at vi kun fik kød og cola da de ikke havde nogen kartofler.. hmmm.. så da kødtrangen var stillet gik turen til vores ynglings kartoffel omelet sted med det herlige navn ”Karibu American Chips” (Velkommen amerikanske chips).

Søndag sov vi længe, og da jeg endelig fik hevet mig selv op af sengen ved en 11.30 tiden (Jonas havde været oppe i en lille time) var der ikke noget strøm. Og uden strøm kan vi ikk rigtig foretage os noget, især når man har været så usmart at glemme at oplade sin computer. Så morgenmaden bestod af kiks og bananer og så gik vi ellers i gang med ingenting. Da vi havde siddet og kigget ud i luften i en times tid, fik vi nok og besluttede os for at gå til byen og få os en cola. Til vores store glæde var strømmen heldigvis tilbage da vi returnerede og vi gik straks i gang med at oplade computere og lave pandekager! Og koge vand til tøjvask selvfølgelig..

Mandag holdt vi et kort møde med Mr. Pascal, hvor vi blev enige om at tage til Bukopa lørdag. Bukopa er en større by der ligger på bredden af Viktoriasøen ca. 2 timers kørsel mod øst fra Kayanga. En tur vi ser meget frem til, da det giver os muligheden for at se lidt mere af Tanzania, Viktoriasøen samt muligheden for lidt shopping! Mandag var en skøn dag med høj sol og 30c så den valgte vi at nyde med en kold øl på At Home. Om aftenen gik vi ud og spiste, vi fik herlig chips mayai og mishikaki. På vejen hjem i bælgravende mørke (som det er allerede fra kl. 19 af) så vi ildfluer overalt i græsset i vejkanten. Jeg kunne slet ikke styre min begejstring, hvilket fik alle der kom forbi os mens jeg stod og gushede, til at grine.

Tirsdag efter undervisningen (som den dag bød på emailing one-oh-one) brød himmel og helvede løs i form af det vildeste tordenvejr. Vi sad i hver vores ende af sofaen med hver vores computer, og tænkte ikke så meget over at det tordnede. Lige indtil et lyn slår ned i elmasten og igennem diverse ledninger hvilket selvfølgelig resulterer i at vi får det største stød. Jonas lidt mere end mig da hans computer slog gnister, hvilket fik ham til at skrige et meget mandigt ARRRGH og kaste hans mus i gulvet. Et syn der fik mig til at fnise, altså først da jeg var kommet mig over mit eget stød og sikret mig at Jonas var ok. Og bare rolig, alt elektronik har overlevet.

Det var alt for denne gang, vender tilbage med forhåbentlig spændende historier om vores tur til Bukopa med Mr. Pascal og Omary.

Hov Jonas mindede mig lige om en pudsig oplevelse vi helt har glemt at dele. En af dagene i forrige uge er der pludselig en større forsamling af elever ude foran vores klasselokale. De står og kigger på et kar hvor der bliver brændt noget af. Vi spørger selvfølgelig vores egne elever hvad det er der foregår. De forklarer os at de er i gang med at brænde mobiltelefoner… WHAT??? Jonas og jeg kigger på hinanden og bliver enige om at vores elever vist har misforstået vores spørgsmål, jeg mener… brænde mobiltelefoner.. Så vi spørger Omary, og han bekræfter hvad vores elever har fortalt os. Det er altså en disciplinær sag. Når en elev bliver taget med en mobiltelefon, bliver den konfiskeret og puttet i en skuffe. Når der så er blevet konfiskeret nok mobiltelefoner, bliver de brændt af foran eleverne for at minde dem om reglerne… Hardcore! Jeg mener, kan I lige se det for jer, en dansk knægt i 8. klasse får konfiskeret sin iPhone og så bliver den brændt af mens han er tvunget til at kigge på…

Bye bye!

Hej igen, Louise her

Hverdagene flyver afsted. Formiddagene går med at undervise vores søde elever som vi nu endelig har lært navene på og nu også kan kende forskel på.. Eftermiddagene går med at nyde solen i gården hvis vi har tidligt fri, og en tur i byen for at handle vores daglige kvote af frugt og grønt. Vi spiser noget der ligner ti tomater om dagen. Omary er for det meste med os da det er de færreste der kan tale engelsk, dog har vi i dag (mandag d. 10/10) lært at sige så meget at vi næsten ikke havde brug for hans hjælp!

Nå men sidste uge gik som sagt med undervisning, solskin, indkøb og forberedelse til timerne. Vi har taget hul på at undervise i IT, hvilket de er meget interesseret i.

Fredag var så dagen hvor vi skulle til ”graduation party”. Det foregik på en skole i nabobyen som lå ca. en times kørsel væk på Karagwe roads, som de ynder at kalde det. Altså jordveje hvor man bumper op og ned, frem og tilbage konstant. Havde det været i DK havde turen taget 25 min ca. Vi var blevet inviteret med af Mr. Pascal som var æresgæsten. Vi ankom rettidigt, hvilket ellers også er en sjældenhed da de typisk opererer med ”African Time”, blev budt på en sodavand alt imens de sidste forberedelser blev klaret. Efter en rundtur på skolen og indvielse af et ny renoveret klasselokale af Mr. Pascal, blev vi placeret på en scene, sammen med Mr. Pascal, en anden æresgæst, rektor på skolen, Omary samt et par andre gutter. Og så gik festlighederne ellers i gang. De mindre klasser dansede og sang traditionelle danse og sange for os, forældrene samt afslutningsklassen. Der var taler på swahili, lange taler hvilket gjorde at Jonas og jeg havde en lille krise, da der var meget varmt og det var en smule søvndyssende når man ikke forstod hvad der blev sagt. Dog blev der peget en del på os samt nævnt Danmark et par gange. Vi fandt senere ud af at vi var blevet brugt som eksempel på at det er vigtigt at uddanne sig. Efter 3 timer på nok jordens hårdeste stole, med masser af sang og dans, en høflig forespørgsel til Mr. Pascal efter kridt, da de var løbet tør var det tid til frokost. Her blev vi budt på lækker afrikansk mad med ris, nudler, forskellige kålsalater, kød (JUBIII) og kylling og øl selvfølgelig! Efter dette herlige måltid var det tid til at Jonas og jeg skulle plante et træ, som vil stå der til evig tid med vores navne på. Mr. Pascal fik også æren af at plante et. Og så var det picture time – alle ville meget gerne ha’ taget et billede med Muzungu’erne (muzungu = hvid), men hva faen, jeg ville jo os gerne have billeder af dem.. Turen gik herefter til landsbyen ca. 5 min fra skolen af, hvor Mr. Pascal er født og har et hus. Det var meningen at vi skulle have overnattet her, men da mr. Pascal havde forpligtigelser dagen efter, blev det kun til et hurtigt stop før turen gik tilbage til Kayanga og kylling på Tonyas. Kl. 22 ca. var Jonas og jeg putte klar, og blev fulgt til porten af Omary.

Lørdag havde vi fået sat i stand af Omary at mælke drengen skulle kigge forbi os med mælk. Han kom ved en 10.30 tiden, og her begyndte et sandt eventyr så. 2 hvide og 1 sort stod og kiggede dumt på hinanden da vi på ingen måde kunne kommunikere med hinanden. Jonas gik på jagt efter en af vores elever, og kom tilbage med Amudi som så forklarede og oversatte. Vi fandt ud af prisen som var 12 DKKR for ca. 5 liter mælk, og takkede Amudi for hjælpen og betalte mælkedrengen. Men ak, vi var nu alene med mælkedrengen igen og der var stadig et eller andet han prøvede at fortælle os, så vi stod igen og kiggede dumt på hinanden. Det endte med at mælkedrengen satte sig over i skyggen og ventede til Omary (som vi havde ringet efter, da vi godt ku se det var helt umuligt at klare uden ham) dukkede op. Som ridderen på den hvide hest, dukkede han op og vi fandt ud af hvad det var den stakkels dreng havde prøvet at forklare os. At vi altså var ved at tage hans dunk, hvilket betød at han ikke ville have noget at opbevare mælken i til den næste kunde (hovsa). Herefter gik den næste time med at koge mælk, da man er nødt til at koge det for at det kan holde sig. Vi sys begge det var evigt sjovt at vi nu stod med 5 liter mælk opbevaret i vandflasker, colaflasker og hvad vi ellers kunne finde på at putte det i, uden af vide hvad vi skulle bruge alt det mælk til. And here’s the kicker, han kommer igen på lørdag med endnu 5 liter… suk… Så jeg er nu begyndt at drikke mælk i kaffen, hvilket faktisk er lidt synd, da den er så lækker uden og så har vi fået bagt pandekager, mums og ellers puttet det i alt hvad vi kunne finde på at putte det i..

Søndag var en skøn skøn dase dag i solen. Og den store udfordring – TØJVASK! Jeps tøjvask i en balje.. Altså lad mig bare sige at vores tøj har set renere tider…

For at vende tilbage til IT så Mr. Pascal har også bedt os om at undervise lærerne i IT, da de os kan drage stor nytte af det. Især brug af internettet, hvilket vi lige pt. kun har adgang til på kontoret som bliver låst kl. 14 ca. Det er dog meningen vi skal have lagt internet ind i vores klasselokale. Og i dag (mandag d. 10/10), var så dagen hvor ”the connection guy” dukkede op, dog var det op til os og eleverne (dog mest eleverne da vi bare superviserede) at ligge kablet, hvilket foregik over lofter og under tage og med en omgang sammenlodning af et par kabler, da det han havde taget med var for kort, på trods af at vi havde målt afstanden op. Men det lykkedes os at få bragt kablet ind i klasselokalet, men der er desværre ikke hul igennem. Så det skal vi have kigget på i morgen. Dagen i dag har været en krise dag for mig da jeg har haft seriøse kødabstinenser og var pænt træt af den mad vi har til rådighed. Jonas fik til sidst nok af mig og insisterede på at vi gik til byen og fik en lækker kartoffel omelet (jeg var ikke svær at overtale). Tror det er første gang jeg har været så mæt hernede.

Det var det for denne gang – hej hej

Kayanga, Tanzania – d. 28/9 – 2011 og 29/9 – 2011 – Dag 2 og 3

Louise her!

Efter en god nats søvn, mødtes vi med Michael som gik med os til klasselokalet, hvor vi blev introduceret for eleverne som var glade for at se os. Vi blev hængende en halv times tid og fulgte undervisningen til det var tid til pause.

Herefter tog Omary os med en tur på markedet så vi ku få handlet lidt ind. Jeg fik en helt ustyrlig trang til at købe alt hvad der var muligt af frugt og grønt da det hele så så indbydende ud. Jeg måtte dog begrænse mig lidt så Jonas ikke skulle slæbe skulderen af led.

Efter en lang frokost (da det jo tager sin tid at tilberede mad hernede) og et kort besøg på netcafeen, vendte vi snuden mod hytten hvor vi skulle mødes med Omary for at gennemgå hvordan undervisningen den følgende dag skulle forløbe.

Louise laver mad!

Og så var det at jeg gik i husmor mode, og lavede et utroligt, hvis jeg selv skal sige det, lækkert måltid.

Lidt om hvor vi bor – til jer der ikk gad læse Jonas’ utroligt lange wiki foredrag om Kayanga.
Kayanga ville jeg nok betegne som en landsby, på trods af at den har status som ”town”, man kunne nok gå igennem centrum på 20 min. Den består af en masse små butikker som godt kan være lidt svære at gennemskue hvad sælger, men det er typisk et mix af det hele. Hver dag er der et mindre marked hvor man køber frugt og grønt. Onsdag og lørdag rykker markedet så et andet sted hen, og her er det så muligt at købe lidt flere forskellige ting, som f.eks. fisk og æg. Når vi går rundt i byen bliver der kigget en del efter os, ikke helt uforståeligt da vi pt. er 4 hvide i byen (indtil fredag hvor kun Jonas og jeg er tilbage). Og her skal det siges at jeg er den eneste hvide kvinde, hvilket jeg har indtrykket af er en sjældenhed, så der bliver os råbt efter mig og en enkelt gang lagt op til en krammer, som jeg dog fik danset mig udenom da gutten ikke var helt appelsinfri J Jeg bilder dog mig selv ind at det kun er positive ting der bliver råbt, da jeg ingen anelse har om hvad de siger. Lige på nær den ene gang hvor jeg blev kaldt angel (hvilket jeg desværre overhørte, og Jonas senere fortalte mig). Men det er på ingen måde ubehageligt, og oftest får vi et smil og et ”welcome”.

Skolen har ca. 200 elever fordelt på forskellige uddannelser og trin. Vores elektronik klasse består af 5 elever – 4 drenge og 1 pige. De fleste bor på skolen, men et par bor hos familie i byen. Jonas og jeg bor også på skolen, men har dog vores egen hytte med 3 soveværelser, køkken, stue, kontor og ”bad”. Bad er kommet i gåseøjne, da der er en håndvask og en bruseniche men ingen af delene har rindende vand. Så bad er en spand med regnvand og en kande – værsgo og bliv ren! Needless to say at vi allerede er pænt fedet! Desuden er der ikke rindende vand nogen steder i huset. Så alt vand skal hentes fra en regnvandsbeholder i vores baggård.

I dag er det torsdag og vi havde vores første rigtige undervisningsdag, hvor vi gennemgik en del teori, hvilket de var ret skarpe til. Timerne torsdag er fra 8.30 – 10.45 og igen 11.15 – 13.55, hvilket fløj afsted! I aften har rektor (Mr. Pascal) inviteret os på aftensmad sammen med Michael og Ernst, da det er deres sidste aften i Kayanga i denne omgang!

Vi er også allerede blevet inviteret til en graduation party på en skole i en nærliggende by, som æresg

Eleverne arbejder...

æster intet mindre J
Da denne by ligger tæt på Mr. Pascal’s fødeby, har han inviteret os med på besøg hos hans familie til en overnatning! Der var snak om en mindre fest med grillet ged og diverse! Glæder mig allerede!

Geez, det blev til en længere snak, men der er så mange nye indtryk og så meget jeg har lyst til at fortælle og jeg kunne sagtens blive ved men tiden er løbet!

Så hej hej for denne gang
Knus Louise
Kayanga, Tanzania – d. 30/9 – 2011 – 3/10 – 2011 – Dag 4 -7

Samt lørdag, søndag og mandag

Jonas:
Aftenen forinden blev til en hyggelig i aften på et lille lokalt sted kaldet Tonyas, i selskab med Mr. Paschal, Omary, Michael og Ernst. Menuen stod på en hel høne, ristede bananer og tomatsalat. Overraskende nok kom maden utroligt hurtigt denne gang. Måske var det fordi Mr. Paschal havde bestilt maden og han er en ganske indflydelsesrig person i lokalsamfundet. Om ikke andet smagte maden fantastisk. Den bedste høne indtil videre. Vi blev også introduceret for lokal øl denne aften. Så vi fik smagt en ”Kilimanjaro” eller to. Det lader i det hele taget til at alle lokale er utroligt glade for alkohol. Om det så er øl eller alkohol på små poser. Efter en endt aften sikrede Mr. Paschal sig at vi kom godt hjem, så han gav os et lift til vores hus.

Louise:
Fredag er en halv dag (til kl. 10.45), da eleverne har religion, og mange skal hjem til deres egen landsby. Vi havde lavet en aftale med Omary at han om aftenen skulle tages os med på det lokale ”diskotek” som vi allerede havde hørt en del om fra Michael og Ernst, samt Rasmus (En klassekammerat fra KEA som var hernede i juli måned). Så fredag eftermiddag bestod af en tur rundt i byen for at handle ind til aftensmaden og så ellers lidt solbadning (i hvert fald for mit vedkommende) i gården. Som vi skulle til at begynde på aftensmaden gik strømmen, hvilket sker ret hyppigt i TZ. Dog er Kayanga faktisk et af de mere pålidelige steder hvad angår strøm da de henter den fra Uganda. Men sultne som vi jo var besluttede vi at gå til byen – vi endte foran en ”bar” med et par Kilimanjaro i hånden og en kartoffelomelet. Her mødte vi Charlí (ikke hans rigtige navn, som jeg ikke kan huske hvad er, men alle kalder ham Charlí som er slang/lokalsprog for ven), som er opsynsmand i de vildt reservater der ligger omkring Kayanga! Han er oprindeligt fra Arusha og har boet en del år i Moshi og da han hørte at jeg planlægger en tur omkring Serengeti, Arusha, Moshi og andet, blev han meget begejstret og fortalte vidt og bredt. Han ville også meget gerne sætte mig i kontakt med en ven som også arbejder som opsynsmand bare i Serengeti og Ngorongoro, så han kunne vise mig en anden side af den mere turistet safari, et tilbud jeg helt bestemt har tænkt mig at følge op på. Omary stødte til os efter en enkelt øls tid, og efter en masse snak med en masse forskellige mennesker gik turen til DIANA ANNEX.
Her var der både dørmand og entre (1000 TSHS. ca. 3,5 kr.) – og da vi kom indenfor, eller skulle jeg sige udenfor da det mere var en gård vi kom ud i, med vægge omkring, bar og DJ pult, ramte de afrikanske rytmer os. Alle danser i Tanzania og alle danser med alle. Og du kan ikke komme uden om det, Jonas havde proklameret at vi ikke fik ham ud og danse, men en halv øl senere og han rystede røv lige så meget som alle os andre. Jeg var faktisk en smule små jaloux, da han fik langt mere opmærksomhed fra mændene end jeg gjorde – hehe J Jeg er ikke helt sikker på at Jonas sys det var lige så fedt, for som jeg nævnte så danser alle med alle, og alle danser med alle meget…. Sensuelt…. hvilket fik mig til at grine helt hysterisk da en meget sort mand took a shine on Jonas… fnis…  Men som for askepot slog klokken midnat (vi startede med øl kl. 18 ca.), sidste sang blev spillet og turen gik hjemad i følgeskab med Omary. Ud over at Omary er elektroniklæren i klassen, er han også vores go-to guy, og som han fortalte om aftenen er det også en del af hans job at sørge for at vi er sikre, så hvis vi stod og havde vi brug for assistance ligegyldigt af hvilken art, så sku vi bare ringe.

Lørdag sov vi naturligvis længe, og dasede rundt det meste af dagen. Jeg havde begivet mig en tur på internet cafeen, men efter 3 min ca. gik strømmen og kom først tilbage flere timer senere. Hvilket resulterede i at jeg blev så restløs at jeg vækkede Jonas, som lå og nappede (sorry Jones), så han kunne underholde mig.

Søndag gik mest med forberedelser til undervisningen mandag, hvor vi skulle starte vores første kredsløb med eleverne mandag og vi jo var nødt til at sikre os at vi vidste det ville fungere, da de komponenter vi har til rådighed er begrænset. Den største udfordring skulle vise sig at være at få den korrekte strøm (±12 V), da strømmen her er så ustabil at den ampere og volt vi får fra vores power supply er all over the place.

Bjerge i baggrunden...

Kayanga ligger i bjergene ca. 1,5 km over havets overflade, hvilket gør at vejret skifter fra det ene øjeblik til det næste. Vi kan vågne til høj solskin, hvor temperaturen sniger sig op på 30 c og i løbet af 15 min er en sky kommet over os og temperaturen falder til 15 c og det begynder at regne. Myggene kommer frem ved skumringstid som er ved en 18 tiden ca., og de eeeelsker mig, har ca. 25-30 stykker på benene, mens Jonas har 3! Grrr.

I dag er det tirsdag og vi har været her en uge. Undervisningen er i dag kun en halv dag (8.30 – 10.45) og i aften skal vi ud og have en øl med Omary. Vi har det skønt, kommer godt ud af det med hinanden, passer på os selv og hinanden og suger alle oplevelser overhovedet muligt til os.

Bye for now – Louise og Jonas

Lad mig starte fra begyndelsen:

Jeg er blevet tilbudt den enestående mulighed, at rejse til Kayanga i Tanazania for at undervise på  en distriktsskole i elektronik og IT. Selve skolen hedder KDVTC, som står for Karagwe District Vocational Training Center, og er som sagt en distriktsskole i byen Kayanga i distriktet Karagwe. Denne aftale er blevet sat i stand igennem KEA, Københavns Erhvervs Akedemi, hvilket er min forhenværende uddannelses institution og orginasationen “Karagwes Venner”, som er et lille lokalt projekt med lokale som forsøger at drive en radiostation, med hjælp fra Danmark.
Under rejsen vil jeg blive ledsaget af Louise, som har studeret på KEA ligesom Jeg. Vi skal begge undervise på KVDTC under vores ophold i Kayanga.
I mine følgende opdateringer vil interesserede kunne læse om vores oplevelser og erfaringer vi gør os under vores ophold her. Desuden vil jeg løbende prøve at få smidt lidt billeder op, så det er muligt at se hvilken kultur vi befinder os i. Det er også muligt at læse lidt op selve distriktet i denne tidligere opdatering: http://www.jonasdamm.com/?p=20

Louise og Jeg, mødtes i Kastrup lufthavn kl. 16.00, med vores nærmeste familie for et sidste farvel inden turen gik mod Kayanga i Tanzania. Vi var alle mødt op lufthavnen i god tid, nogen dog lidt tidligere end andre, for at ikke at skulle stresse igennem. Efter check-in og sikkerhedstjek var der lige tid til en lille sandwich inden vi måtte videre.
Vores første fly afgik kl 18:05 mod Heathrow, London, hvor vi skulle mellemlande inden tur gik mod Afrika.
Efter endt ankomst i London havde vi ca. en times tid inden vi skulle ombord på næste fly mod Entebbe, Uganda. Flyet afgik kl 20:05, dansk tid. For mig som ikke er vant til at rejse uden for europas grænser var dette et enormt fly. Dette var ikke en lille Airbus, som man normalt flyver med rundt i Europa, men derimod en Boeing 767. Selve flyvetiden til Entebbe var på 8,5 time. Det blev ikke til meget søvn i flyveren, selvom jeg ellers gjorde et ihærdigt forsøg.

Og her er det så at jeg(Louise) tager lidt over og fortsætter beskrivelsen.
Efter ankomst til Entebbe som var kl. 7 lokal tid (1 time foran DK), befandt vi os i en bagende sol, og ret alene. Vi vidste at vi skulle hentes af en dansker ved navn Ernst, som er bosat i Kampala (ca. 1 times kørsel fra Entebbe), som skulle tages os til bussen i Kampala. Men han var ej til at se, så efter en times tid ringede vi til Michael, som er projektleder og en af vores kontakt personer – for at høre hvad der blev af Ernst. Kort efter dukkede han dog op, og vi kørte til hans hus i Kampala hvor han bød på morgenmad. Herefter fortsatte turen til grænsen mellem Uganda og Tanzania i en bus, og lad mig her sige at den ugandanesiske (hvis det hedder det) standart for busser er langt fra den danske, vores sæde var måske 1 m bredt og her skulle vi altså tilbringe de næste 5 timer med bagage

Medicin mand!

over det hele. Turen startede fint, med en mand der på swahilli fortalte meget entusiastisk om forskellige piller og diverse – det går vi i hvert fald ud fra da vi ikke forstod en bjælde! Busturen udviklede sig dog til et rent eventyr da chaufføren besluttede sig for at tage en smut vej, der var på et tidspunkt hvor jeg måtte klamre mig til Jonas da jeg var sikker på at vi ville vælte i grøften. Ved grænsen bev vi hentet af Pascal, rektor på skolen og Omary, elektronik læren på skolen. Det tog ca. 1,5 time at køre fra grænsen til Kayanga og aldrig er vi blevet rystet så meget igennem

Efter ankomst blev vi vist til vores hus og fik stuvet bagagen af vejen, og derefter tog Ernst og Michael os på en rundtur i byen der endte ud i aftensmad på deres “hotel” At Home. Her fik vi et første håndsindtryk i hvordan man betragter tid i Tanzania, Michael havde allerede i torsdags bestilt vores aftensmad og ringet samme dag for at konfirmere at den skulle serveres kl 20.00 – vi fik aftensmad kl 22.30 ca Maden bestod af kogt kylling, tomatsalat og friture stegte bananer, overraskende lækkert. Herefter måtte vi dog kapitulere da vi havde sovet i ca. 2 timer sammenlagt på de 30 timer turen tog.

Jeg vil ende vores beskrivelse for nu og en af os vender tilbage med en beskrivelse af de første par dage i løbet af ugen.

Knus, kram og alt det der – Louise og Jonas

Om Karagwe

Karagwe svarer til en kommune i Danmark og er på størrelse med Sjælland, og der bor omkring 400.000 mennesker i området.

Geografi

Karagwe er karakteriseret af bjergtinder, som er adskilt af dale. Højderne på tinderne varier fra 1500 meter til 1800 meter over havet, mens dalene er mellem 1150 meter til 1450 meter over havet.
Floden Kagera danner den vestlige grænse mellem distriktet og republikken Rwanda.

Klimaet er tropisk med en gennemsnitstemperatur på 26 grader.
Vegetationen er karakteriseret ved savanne med spredt skov.

Historie

Karagwe distrikts historie går hele 500.000 år tilbage. Dengang var området befolket af jægere, og man kan stadigvæk stadig finde spor efter dem som f.eks. stenværktøj.

Fra slutningen af 1800 tallet var Karagwe kendt for sin fremsynethed i kraft af varebytning. Lokale produkter blev byttet til kobber, salt, peber, appelsiner m.m. Grønne bananer og bønner blev introduceret fra Uganda omkring år 1800. I 1840 kom araberne, og handlen blomstrede op, især handlen med slaver fik betydning. Derudover blev flere afgrøder  introduceret, heriblandt søde bananer, kassava, tomater, majs, grøntsager og citrusfrugter.

I 1890’erne blev var en dårlig periode for befolkningen i Karagwe. Området blev ramt af lokale krige, pest og epidemier, som ramte hårdt både blandt mennesker og dyr. Da tyskerne kom til området, gjorde de en ende på de lokale stridigheder. I 1900 introducerede tyskerne kommerciel kaffedyrkning. Kaffedyrkningen forsatte under det engelske styre af Tanzania og blev hovedsaligt solgt i Storbritannien. Efter Anden Verdenskrig blev den første landbrugsforening grundlagt i Kagera, og mange landmænd fra Bukoba immigrerede til Karagwe.

Administration

Karagwe er inddelt i fire distrikter: Kaisho/Murongo, Bugene/Nyaishozi, Kituntu/Mabira og Nyabiyonza. Der er registret 117 landsbyer og 1191 mindre landsbyer.